Konkurrenceankenævnet stadfæster frie mindstepriser for taxikørsel

Konkurrenceankenævnet har den 16. januar 2001 stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse af 26. april 2000. Konkurrencerådet. Konkurrencerådet slog i afgørelsen fast, at en bestemmelse i vedtægterne for Sønderborg Taxas bestillingskontor var konkurrenceforvridende og i strid med konkurrenceloven. Bestemmelsen forpligtede alle tilsluttede vognmænd at følge de takster, som bestillingskontorets ledelse. Bestemmelsen blev af Konkurrencerådet påbudt ophævet.

Sagen udsprang af en sag fra 1999 mellem en vognmand og Sønderborg Taxas bestillingskontor vedrørende kørsel til takster, der lå under de af Sønderborg kommune fastsatte maksimaltakster. Da vognmanden nægtede at efterkomme krav fra Sønderborg Taxas bestillingskontor om indsendelse af taxameterattest til dokumenation for køsel til samme takst som øvrige vognmænd, blev vognmanden tildelt en disciplinærbod. Disciplinærboden blev efterfølgende annulleret af retten i Sønderborg ved dom af 25. november 1999.

Konkurrenceankenævnets kendelse cementerer, at de enkelte vognmænd er selvstændige erhvervsdrivende og indbyrdes er konkurrenter. Bestillingskontorets opgave er alene at fungere som telefoncentral. Vognmænd, der er tilknyttet samme bestillingskontor, kan således konkurrere indbyrdes på priserne.

Konkurrenceankenævnets kendelse kan læses i sin helhed på Konkurrencestyrelsens hjemmeside på http://www.ks.dk/konkuromr/index.htm, ved klik på "Ankenævnet afgørelser".