Besøg i den fjerde baltiske republik  Af advokat Henrik Karl Nielsen mit einer deutschen Zusammenfassung with an abstract in English

Kaliningrad

Navnet Kaliningrad husker jeg fra mit skoleatlas. En af Sovjetunionens vestligste forposter i bunden af Østersøen. Alligevel benævntes byen altid også i parantes med det tyske navn Königsberg. Hvorfor byen havde to navne, meldte atlasset ikke noget om; og heller ikke folkeskolens fag tysk, geografi eller historie formåede at give svaret. Vel nok ganske sigende for bevistheden her i landet under Den kolde Krig om det baltiske område. Forsvundet i historiens hastige glemsel som en del af den mægtige Sovjetunion, der figuredede som en kæmpemæssig grøn plamage på skoleatlassets europakort, der heller ikke afslørede, at Europas grænser langt fra havde ligget fast i dette århundrede.

Efter den langsomme åbning af Østeuropa som turistmål sidst i 80'erne kunne den nysgerrige turist under tålelige forhold forvisse sig om, at DDR var andet end Østberlin og at Prag før krigen med rette blev kaldt Centraleuropas Paris. Det var nu også muligt at forvisse sig om kvaliteten af besø›g i de tidligere tyske østområder i det nuværende Central- og Vestpolen hinsides Oder-Neisse linien. Men Kaliningrad området - der hvor Polen holder op ved en grænselinie, der synes at være trukket med en lineal med matematisk nøjagtighed - måtte selv den nysgerrige turist melde pas. Den tidligere tyske provins Nordøstpreussen - på russisk Kaliningradskaja Oblast (Kaliningrad Området) - var selv på trods af Perestrojka og Glastnost lukket land forbudt for udlændinge. Dels ville Sovjetstaten frede en af de mest gennemmilitariserede dele af unionen og dels var gamle fordrevne tyskere med trang til at gense deres fødeegne uønskede. Først i 1991 blev området åbnet for udenlandske besøgende.

Vores guide hedder Mihail og henter os i Kaliningrads lufthavn med det tidligere tyske stednavn Powunden. Førhen tysk militærlufthavn. Idag en middelstor russisk indenrigslufthavn. Da der først for nylig er kommet udenlandske flyvninger, er udenrigslufthavnen med paskontrol henlagt til en afkrog af lufthavnsarealet. Her ankom oprindelig tropper, der skulle stationeres rundt omkring i denne russiske enklave mellem Polen, Litauen og Hviderusland. At tiden her står stille, ses af den hvide skallede bygnings udsmykning med et gammelt Aeroflotsymbol - stadig med hammer og segl.

Mihail taler flydende tysk. Hans mor er fra Halle i det, der engang var DDR. Hun giftede sig med en russisk soldat, så Mihail er vokset op i Moskva. Nu har han slået sig ned i Kaliningrad i rejsebranchen. For i disse år er der penge i at drive turistvirksomhed rettet mod tyske turister. Aldersstegne tyskere, der er født i området før 1945, valfarter i vidt omfang for at gense deres fødeegn. Til tider under dramatiske omstændigheder. Rejsebureauet har oplevet både hjerteanfald og dødsfald, når folk har opdaget, at deres fødehjem enten er væk eller er ombygget til ukendelighed - og ikke altid med respekt for tysk byggetratition.

Hotel Kaliningrad er et middelmådigt sovjetisk provinshotel og afspejler tydeligt, at vi befinder os på land, der indtil for få år siden var forbudt for udlændinge. En etage er dog indrettet i topstandard fortrinsvis med henblik på betalingsdygtige tyske turister og de forretningsfolk, der begynder at indfinde sig i byen.

Skal man have noget ud af et besøg her i byen, må man forberede sig hjemmefra. Kun grundige studier af gammelt tysk kortmateriale gør os i stand til at vide, at vi på vort hotel befinder os på det sted, hvor Königsbergs slot stod frem 1968. Slotsruinen havde henstået siden byens fald den 9. april 1945. Historien fortæller, at det var selveste Leonid Bresjnev, der beordrede den historiske slotsruin sprængt væk. Symptomatisk for den sovjetiske holdning til byen og området.

Vore forstudier af tysk billedmateriale giver et vist håb, om at i det mindste en del af byens kirker og andre arkitektoniske skatte er bevaret. Men nej. Fra hotellets top rekognoscerer vi forgæves ud over det, der en gang var Königsbergs centrum. Væk er ikke bare slottet og de gamle hanseatiske bindingsværksbygninger ved floden Pregel, der slynger sig gennem byen. Hele den gamle bykerne er jævnet med jorden. Fra hotellets nordvinduer kan man spejde op langs det, der engang var den smukke Steindamm, med Steindammer Kirche og Dresdner Banks hyggelige provinsielle filial. Nu ser vi kun bølgede eternittage på kedelige lejekaserner så langt øjet rækker. Og gaden hedder Leninskij Prospekt. På byrundturen støder vi både på Kalininskij Prospekt og Ulica Proletarskaja. Navne, som for længst er fjernet andre steder i den tidligere Sovjetuinion, findes her i rigt mål. Folk her presser på for at få genindført de historiske tyske navne, beretter Mihail, men Moskva modsætter sig. De er bange for ethvert initiativ, der kan fjerne den psykologiske tilknytning til Rusland og bidrage til, at Kaliningradskaja Oblast river sig løs.

Byen har et identitetsproblem. Mens man andre steder i Rusland kan finde de gamle stednavne fra før Revolutionen frem uden at sætte den russiske identitet over styr, vil en tilbagevenden til de historiske navne i Kaliningrad uværgerligt medføre et come back for en del af den tidligere så forhadte tyske identitet. Derfor finder man stadig de overvejende uopfindsomme gadebetegnelser og stednavne. Den engang så imposante Kaiser Wilhelm Patz, der ligger foran Hotel Kaliningrad, har det fantasiløse navn Centralnaja Plosjad (Centralpladsen). Ind imellem kan man ved nærmest arkæologlignendende undersøgelser finde kuriose vidnesbyrd om byens fortid. En rusten brandhane i det knæhøje græs på en tomt bærer stadig fabriksmærket Bopp & Reuther, Mannheim !

Efter en dagsmarch i Kaliningrad har vi konstateret, at man skal ud til byens yderområder for at finde mere håndgribelige spor af byens tyske fortid. Ved den tidligere Nordbahnhof finder vi KGB-hovedkvateret, der er indrettet i det gamle Polizeipräsidium. Byens en gang så monumentale domkirke står stadig som ruin på øen Kneiphof midt i Pregel. Man forsøger nu at restaurere ruinen og genopbygge domkirken. Forbilledligt bibeholdt er Immanuel Kants gravmæle bag kirken. Men udover domkirkeruinen er der på Kneiphof alene et halvdårligt vedligeholdt kæmpemæssigt græsareal. Her stod engang Königsbergs middelalderby. Nu finder vi kun enkelte opstillede buster og skulpturer, bl.a. af Tjajkovskij og den første kosmonaut Jurij Gagarin - ingen af dem har vist nogen sinde sat deres ben her i byen !

Mihail kender hver sten på vejen i området og tilbyder os en guidet tur til Tilsit mod nord ved den litauiske grænse. Byen hedder i dag Sovjetsk. Grænsen til Litauen går langs Memelfloden. Den krydses af den pompøse Königin Luise Brücke. Navngivet i 1907 efter den preussiske dronning, der hundrede år forinden var gået tiggergang til Napoleon, der i Tilsit forhandlede fredsbetingelserne med den preussiske kong Frederik den 3.

Vi bliver inviteret på frokost hos Mihails svigerforældre. Svigerfaderen var sovjetisk soldat under krigen og var med til at indtage Berlin i april 1945. Siden blev han stationeret i Tilsit. Nu tilbringer de deres pensionisttilværelse i den toværelses lejlighed i en lejekaserne bygget i Tilsit umiddelbart efter krigen. Presset ind mellem de forholdsvis mange tyske bygninger, der har overlevet her. I det gamle centrum føler man sig nærmest hensat til en hvilken som helst anden mindre tysk provinsby, hvis det ikke var for den store Lenin statue ved Hohes Tor (Plosjad Lenina).

Umiddelbart syd for Tilsit ligger landsbyen Novokolkhosnoje. Her tjenerer landsbykirken som kornlager - kirkeuret sidder stadig på tårnet, der i dag fungerer som kornsilo. Gad vist hvad de personer tænker, der er født og døbt her, og kommer forbi som turister i deres livsaften. Sløjt står det til med mange af de andre landsbykirker, vi passerer på vejen. I en landsby med navnet Turgenjevo henligger kirken helt ruineret. Taget har tilsyneladende tjent som selvbetjeningsbutik for teglsten. I den lille landsby Dalneje, der engang hed Gross Schirrau, står landsbykirketårnet fuldstændigt velbevaret i nærmest fabriksnyt udseende rødsten mellem træerne. Kirkeskibet er væk. Kun sydvæggen står endnu. Mihail beretter, at byen i tysk tid bestod af en mængde småhuse - idag står her kun et enkelt. Inde i krattet finder vi soklen fra et mindesmærke over landsbyens faldne i Den første Verdenskrig - endnu ses tydeligt inskriptionen "Seinen Helden Gross Schirrau".

Ufattelige kulturskatte er gået tabt i dette område, der som det første måtte tage af for de fremrykkende russiske troppers forståelige had. Befolkningen på et par millioner blev for stedse fordrevet fra deres hjem gennem generationer i en af de største etniske udrensninger, som dette århundrede har set, men som ingen - hverken tysker eller russer - endnu formår at forholde sig fordomsfrit til. Der er ingen, der bebrejder de russere, der nu bor i de fordums tyske huse og gårde. De havde typisk selv mistet alt under tyskernes brutalitet i Centralrusland og fik af Stalin tilbudt erstatningsboliger i det besatte Østpreussen.

Ejendommeligt må det forekomme for områdets russiske nybyggere, når der nu indfinder sig tyske gæster for at bese deres tabte slægtsgårde. Mihail beretter, at mange russiske nybyggere er gæstfri mens andre aggressivt jager husenes gamle herrer bort.

Turistindustrien har oplevet en kraftig vækst fra et nulpunkt. Boomet med aldersstegne tyske turister mener Mihail vil tage af i løbet af få år. De gamle østpreussere, der har genset deres fødeegn, vender normalt aldrig tilbage igen. Den unge generation er ikke interesseret i familienostalgi. Tydeligt overrasket er en ædre russer, som vi træffer med sin fiskestang ved den gamle Adlerbrücke i Polessk (tidl. Labiau). Vi adskiller os aldersmæssigt fra typiske turister i området, der gennemsnitligt er omkring 75 år gamle. Da han erfarer, at vi er danskere, er han tydeligt forbløffet og skeptisk.

En ny baltisk republik ?

En varig turistindustri overlever ikke på nostalgi. De kommende årtier vil derfor vise, om området er i stand til at (gen)opbygge en egen kultur og identitet. Noget kulturelt kraftcenter bliver der dog næppe nogensinde tale om igen, selvom Immanuel Kants gravmonument fremdeles står i Kaliningrad og selvom der i hele området er der fuld gang i restaureringen af det, der er til at redde.

Området sidder i et kulturelt vakuum. Men bynavne som Sovjetsk, Drusjba (russisk: venskab), Krasnaja (russisk: rødt) o.s.v. er næppe bæredygtige i nutidens Rusland. På trods af den officielle modvilje mod ændringer spores overalt mere lokalt og privat initiativ til at genoptage gamle hidtil glemte østpreussiske traditioner. Utænkeligt bare for få år siden.

I Tilsit vil man genoptage produktionen af den historiske Tilsiter ost. I Trakehnen er der iværksat et projekt, der skal føre frem til en genoptagelse af stutteritraditionerne. Man har genimporteret et antal fuldblodsheste af den gamle Trakehner race. Kun en håndfuld overlevede krigen ved lugten vestpå for de fremrykkende sovjettropper i 1944/45. Disse heste har siden været spredt over alt i Tyskland. Hotel Tilsiter Hof er genåbnet i Sovjetsk og rutebilselskabet i området har nu navnet König Auto. Vi møder König Auto og dets ungarsk byggede Ikarus dieselbusser overalt i området. Ligefra det uanselige læskur i Tapiau til færgestedet ved Klaipeda (tidl. Memel) i Litauen. I Kaliningrad brygges atter øl efter gamle bevarede tyske opskrifter på det, der nu hedder Kaliningrader Brauerei ! Tiden vil vise, om der er økonomi i længden for disse projekter. At der tænkes endnu videre, ses af de olieboreanlæg, vi passerer langs motorvejen til Insterburg.

Udviklingen af en fjerde baltisk republik er i fuld gang.

In diesem Artikel beschreibet der Verfasser ein Besuch im Königsberger Gebiet, dass heute zu Russland gehört und den offiziellen namen Kaliningradskaja Oblast trägt. Der Verfasser beschreibt ein besuch in der Gebietshauptstadt Königsberg und in anderen Städten des Gebietes darunter Tilsit (heute Sowjetsk) und Labiau (heute Polessk).

In the article the author describes a visit in the Kalingrad region (Kaliningradskaja Oblast) which today is a part of Russia. Until 1945 the territory was a part of the German Eastern Prussia. The author describes a visit in the distirict capital of Kaliningrad (formerly Königsberg) and in surrounding provincial towns such as Sovyetsk (formerly Tilsit) and Polessk (formerly Labiau).

I artiklen skildrer forfatteren et besøg i Kaliningrad området (Kaliningradskaja Oblast), der i dag er en del af Rusland. Frem til 1945 var området en del af den tyske provins Østpreussen. I artiklen skildres besøg i selve Kaliningrad (tidl. Königsberg) og i omkringliggende provinsbyer såsom Sovjetsk (tidl. Tilsit) og Polessk (tidl. Labiau).