ADVOKAT (H)
Hørsholm-Karlebo Taxa dømt for injuier
Hørsholm-Karlebo Taxas Bestillingskontor er ved Retten i Hørsholm den 19. maj 2003 blevet dømt i en injuriesag anlagt af en tilsluttet vognmand.
Bestillingskontorets ledelse mente, at en af vognmandens chauffører havde udført kørsel udenom bestillingskontoret - en såkaldt "lommetur". Uden at forelægge sagen for vognmanden fremsendte bestillingskontorets ledelse sagen til Hørsholm kommune som en klagesag. Kommunen oversendte sagen til politiet til videre efterforskning.
Uden at afvente myndighedernes efterforskning udsendte bestillingskontoret den 1. december 2000 en rundskrivelse til alle tilsluttede vognmænd, hvori det hed:
"Vognen har beviseligt modtaget vognbestilling og udført kørsel for virksomheden via det udleverede mobiltelefonnumer."
Politiet foretog afhøringer af bl.a. vognmand og chauffør og besluttede at henlægge sagen, da der ikke var bevis for, at der var udført ulovlig kørsel.
Ved dommen bliver udtalelsen i bestillingskontorets rundskrivelse kendt ubeføjet og vognmanden bliver tilkendt en godtgørelse på kr. 10.000. Herudover bliver bestillingskontoret pålagt at godtgøre vognmanden sagsomkostninger med kr. 6.500.