ADVOKAT (H)
Østre Landsret stadfæster forbud mod bindende mindstepriser i taxa-centraler
Taxavognmænd, der er tilsluttet et bestillingskontor, har ret til at køre til takster, der ligger under de kommunale maksimaltakster. Dette er fastslået af Østre Landsret i en dom den 14. maj 2003 i en sag mellem Dansk Taxi Forbund og Konkurrencerådet henholdsvis Færdselsstyrelsen.
En disciplinærbod på 500 kr., som Sønderborg Taxa pålagde en vognmand i 1999, har nu udviklet sig til en principiel landsretsdom, der bekræfter, at taxa-vognmænd er selvstændige erhvervsdrivende og at bestillingskontorer - centraler - ikke har nogen beføjelse til at bestemme, at vognmanden skal følge de kommunalt fastsatte maksimaltakter.
En vognmand i Sønderborg beslutede i 1999 at udføre kørsel til takster, der var lavere end de takster, som var godkendt af Sønderborg kommune. Sønderborg Taxa forlangte på et tidspunkt, at vognmanden fremsendte sin taxameterattest, så bestillingskontoret kunne verificere, at vognmanden kørte til samme takst som kommunens øvrige vognmænd. Da vognmanden nægtede, blev han idømt en bod på kr. 500. Ved en dom den 25. november 1999 annullerede Retten i Sønderborg boden, da vognmanden ikke først have fået mulighed for at udtale sig. Retten fastslog dog, at Sønderborg Taxa havde været berettiget til at kræve taxameterattesten indsendt. Efter at sagen var anket til Vestre Landsret tog Sønderborg Taxa bekræftende til genmæle, og bestillingskontoret blev ved Vestre Landsrets dom af 31. oktober 2001 pålagt at godtgøre vognmanden sagsomkostninger med kr. 12.000.
I anledning af retssagen tog Konkurrencerådet sagen op, og pålagde ved en afgørelse af 26. april 2000 Sønderborg Taxa at ophæve en vedtægtsbestemmelse om, at alle vognmænd skulle følge de takser, som bestillingskontorets ledelse fastsatte. Ligende påbud blev samtidig udstedt til 25 andre bestillingskontorer samt til Dansk Taxi Forbund og Centralforeningen af Taxi Foreninger i Danmark (CAT).
Dansk Taxi Forbund indbragte efterfølgende sagen for Konkurrenceankenlvnet, der i en kendelse af 16. januar 2001 stadfæstede Konkurrencerådets påbud. Herefter sagsøgte Dansk Taxi Forbund på Sønderborg Taxas vegne såvel Konkurrencerådet som Færdselsstyrelsen.
Dommen bekræfter, at et bestillingskontors eneste opgave er at formidle kundernes telefonbestillinger på kørsel. Hvilke takster, vognmanden anvender, er vognmandens sag.
Det kan ikke udelukkes, at Østre Landsrets dom vil medføre, at vognmænd inden for samme bestillingskontor søger sammen i sammenslutninger, der tilbyder kørsel til rabat-takster. Dommen åbner derfor for øget konkurrence i taxa-erhvervet - i sidste ende til gavn for kunderne.
Et bestillingskontor er forpligtet til at fordele bestillinger på kørselsopgaver ligeligt blandt tilsluttede vognmænd. Kundern kan derfor ikke over bestillingskontoret bede om at få sendt en "billig" taxa. Den øgede mulighed for konkurrence vil dog kunne have betydning, når vognmændene konkurrerer indbyrdes om gadeture. Der er nu også fri mulighed for vognmænds indbyrdes priskonkurrence inden for samme bestillingskontor.
Dommen kan læses her i pdf. format.
Denne side er sidst opdateret den 1. november 2003